Richard Buckminster Fuller

Faktaboks

Richard Buckminster Fuller
født:
1895
død:
1983

Richard Buckminster Fuller, 1895-1983, amerikansk arkitekt. Richard Buckminster Fullers arbejde udsprang af den tidlige modernistiske bevægelse. Med udgangspunkt i tidens teknologiske muligheder udforskede han en konstruktions yderste grænser og nærmede sig derved en optimal materialeudnyttelse.

Dette ses i projektet til Dymaxion House (1927), siden i de såkaldte Geodesic Domes (geodætiske kupler) og Tensegrity Structures. I de geodætiske kuppelkonstruktioner, sammensat af lette aluminiumsrør, giver kuppelformen den mindste ydre overflade i forhold til det areal, der skal overdækkes, mens den maksimale udnyttelse af konstruktionens egenskaber giver et minimalt materialeforbrug.

Disse domer eller kupler anvendte Fuller i fx Union Tank Car Co. (1958) i Baton Rouge, Louisiana (med 117 m i diameter hans største) og i den amerikanske pavillon på verdensudstillingen i Montréal i 1967.

Fra omkring 1970 er de resurse- og energibesparende konstruktioner blevet populære hos bl.a. New Age- og økologiske bevægelser.

Richard Buckminster Fullers radikale nytænkning gav ham international anerkendelse.

Læs mere om arkitektur i USA.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig