RestaurationsBranchens Forbund

RestaurationsBranchens Forbund, RBF, tidligere fagforbund for ansatte inden for hoteller og restaurationer m.m., fx kokke, tjenere, receptionspersonale, servitricer og køkkenmedhjælpere. RBF's medlemmer var for størstedelens vedkommende privatansatte, og HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening) var den største overenskomstpart.

Forbundet blev stiftet som Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet i 1990 ved en sammenslutning af Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund, oprettet 1898, Dansk Hotel- og Restaurationspersonales Forbund, oprettet 1933, og Gastronomisk Landsforbund, oprettet 1972. I 1991 meldte Tjenerforbundet i Danmark sig ind i RBF, og i 1998 meldte Bryggeriarbejder Forbundet sig ud.

I 2006 blev RBF en del af Fagligt Fælles Forbund (3F). RBF havde ved fusionen 20.000 medlemmer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig