Faktaboks

Renée Fleming
Født
1959

Renée Fleming, f. 1959, amerikansk lyrisk sopran. Renée Fleming blev uddannet på Juilliard School of Music i New York. Hun debuterede som Konstanze i Wolfgang Amadeus Mozarts opera Bortførelsen fra seraillet på Salzburg Landestheater 1986, men slog først for alvor igennem som Grevinden i Mozarts Figaros bryllup på Houston Grand Opera 1988.

I løbet af de følgende 25 år er Renée Fleming blevet en operaens superstar både i USA og i Europa på grund af sin stemmes fløjlsbløde klang, sin perfekte teknik og sin levende, charmerende sceneoptræden. Ud over Mozart- og Richard Strauss-roller strækker hendes repertoire sig fra Georg Friedrich Händels Alcina til moderne amerikansk opera, bl. a. André Previns A Streetcar Named Desire (1998). Titelrollerne i Thaïs og Manon af Jules Massenet, Rusalka af Antonín Dvořák samt Desdemona i Giuseppe Verdis Otello hører til hendes glansroller.

Renée Fleming er fast tilknyttet Metropolitan Opera, men optræder ofte i andre store amerikanske og europæiske operahuse. Hun har gennem årene fået mange priser for sine operaroller og cd-indspilninger af lieder og operaarier. 2004 fik hun udgivet sine erindringer, The Inner Voice, the Making of a Singer. En cd med jazzmusik fra 2005 blev godt modtaget af hendes fans.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig