Der er historiske grunde til, at de religiøse forhold danner et uensartet mønster i de fire nationer. I 1900-tallets sidste årtier har disse forhold ydermere gennemgået store forandringer. Mens man i landdistrikterne er trofast over for traditionen, gør betragtelige forandringer sig gældende i storbyerne.

England er traditionelt anglikansk, og Skotland presbyteriansk; Wales har været calvinsk metodistisk, men i 1990'erne blev den episkopale kirke større, og Nordirland er delt mellem et lille presbyteriansk flertal og et stort katolsk mindretal. Kirkestrukturen og organiseringen er forskellig i de fire nationer, men det gælder i alle fire, at ingen kirke er enerådende, og at mange andre kirker spiller en betydelig rolle, hvilket bl.a. skyldes en for europæiske forhold usædvanlig grad af kirkefrihed siden Toleranceakten i 1689. Således har den romerskkatolske kirke været tilladt siden 1829. De to etablerede kirker, den anglikanske Church of England (se den anglikanske kirke) og den presbyterianske Church of Scotland (se Skotland (kirkeforhold)), omfatter kun omkring en tredjedel af de to befolkninger. Foruden de nævnte findes fx metodister, United Reformed (i England), kongregationalister, baptister, pinsemenigheder og kvækere. Mellem de gamle kirkesamfund findes et udviklet økumenisk (fælleskirkeligt) samarbejde.

Mens mange af de gamle kirker er i tilbagegang, er de sorte vestindiske baptist- og pinsemenigheder i stærk vækst. Det religiøse liv især i storbyerne er desuden præget af andre religioner; Storbritanniens gamle rolle som kolonimagt har medført stor indvandring fra andre kulturer. Af ikke-kristne religioner er islam størst, og hinduisme, buddhisme og sikhisme er udbredt, ligesom der findes jødiske menigheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig