Faktaboks

Reidar Aulie
Født
1904
Død
1977

Reidar Aulie, 1904-1977, norsk maler; uddannet 1923-26 hos Christian Krohg og Axel Revold på kunstakademiet i Oslo, hvor han selv blev professor 1958 og var direktør 1965-71.

Efter adskillige rejser i store dele af verden slog Reidar Aulie sig ned i fødebyen Oslo, hvor han fik en fremtrædende plads blandt de norske malere, der i 1930'erne skildrede det moderne storbylivs spændinger og problemer med socialt engagement.

I billeder fra slutningen af 1930'erne mærkes en større fortælleglæde og humor, der udmøntede sig i en let naivistisk stil. Den ofte stærke og effektfulde kolorit fik i hans senere produktion en mere poetisk karakter.

Reidar Aulie udførte mange dekorative arbejder, bl.a. til Oslo Rådhus (1950), han illustrerede bøger af bl.a. Martin Andersen Nexø, virkede som kunstanmelder og udgav bogen Moderne norsk malerkunst (1948).

Læs mere om norsk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig