Regensburg

Regensburg med middelalderbroen Steinerne Brücke i forgrunden t.h.. Broen går over Donaus hvirvlende strømme. I baggrunden den gotiske domkirke St. Peter. Foto 1987.

.

Regensburg. Altes Rathaus. Det gotiske Altes Rathaus stammer fra midten af 1200-tallet. Foto 2011.

.

Regensburgs middelalderlige tage og tårne. I baggrunden den gotiske domkirke St. Peter. Foto 1998.

.
Licens: Brukerspesifisert

Regensburg. Rester af den romerske befæstning. Under den romerske kejser Marcus Aurelius opførtes i 179 en legionslejr af sten, Castra Regina, der indgik i befæstningen af grænsen, den såkaldte limes. Formålet var at forsvare imperiet mod angreb fra barbarerne og sikre ro til handel og transport ved grænsen til det såkaldte fri Germanien. Foto 2011.

.

Regensburg. Dom St. Peter. Glasmalerier. Højalterets vinduer har bevaret deres oprindelige glasmalerier fra gotikken. Glasmalerierne stammer fra omkring 1300 til 1370. Foto 2016.

.

Regensburg, by i den tyske delstat Bayern ved floderne Regens og Naabs udmunding i Donau 90 km sydøst for Nürnberg; 135.520 indb. (2010). Regensburg er forvaltnings-, uddannelses- og kulturcentrum og har universitet, grundlagt 1962, andre højere læreanstalter, museer samt fyrsterne af Thurn und Taxis' bibliotek.

I byen findes kemisk og elektroteknisk industri samt bil-, tekstil-, beklædnings- og nydelsesmiddelindustri. Den gamle bydel ligger på Donaus sydbred og er forbundet med den øvrige by med blandt andet den over 300 m lange Steinerne Brücke, som blev færdigbygget i 1146.

Regensburg er den by i Sydtyskland, der er rigest på bygninger fra middelalderen.

Blandt de mange klostre og kirker er det tidligere bendiktinerkloster Sankt Emmeram, anlagt i 700-t.; det indre af klosterkirken fra 1000-1200-t. omdannedes i barok 1733 af brødrene Asam, mens klosterbygningerne i begyndelsen af 1800-t. blev residens for fyrsterne von Thurn und Taxis.

Domkirken Sankt Peter er et hovedværk i sydtysk gotik, opført ca. 1250-1525, med skulpturudsmykning og glasmalerier fra især 1300-t.; de 105 m høje tårnspir blev først rejst i 1860'erne.

Herzogshof er en oprindelig karolingisk bygning med en statelig festsal fra ca. 1200. Fra middelalderen stammer også en række høje boligtårne, bl.a. Goldener Turm i ni etager. I Altes Rathaus (1200-t. og senere) holdt den tyske rigsdag sine møder.

Blandt flere museer er Museum der Stadt Regensburg med righoldige kunst- og kulturhistoriske samlinger; i byen virkede fra 1505 maleren Albrecht Altdorfer.

På højdedrag nær byen ligger de monumentale mindehaller Walhalla (1842) og Befreiungshalle (1863), begge af Leo von Klenze.

Historie

Regensburg. Haidplatz. I 2006 blev Regensburg optaget på Unescos verdenskulturarvliste på grund af dens bevarede, helt unikke bykerne fra middelalderen. Foto 2011.

.

Stedet var beboet af keltere, da romerne i 74 e.Kr. anlagde et jordkastel.

Under kejser Marcus Aurelius opførtes i 179 en legionslejr af sten, Castra Regina, der indgik i befæstningen af grænsen, den såkaldte limes.

I tilknytning til lejren opstod en civil bebyggelse, som nød godt af soldaternes købekraft og den strategiske beliggenhed ved en vigtig handelsvej fra det germanske område og ind i Romerriget langs floden Regen.

Dele af muren omkring legionslejren, Porta Praetoria fra 100-t. e.Kr., er bevaret.

Efter at romerne havde forladt området, blev Regensburg hovedstad i Bayern; i 739 blev byen bispedømme og i 827 hovedstad i det østfrankiske karolingerrige. Den blev fri rigsstad i 1245.

Regensburg var 1663-1806 sæde for den tyske rigsdag. Som trafikknudepunkt og industriby med bl.a. flyfabrikken Messerschmitt blev byen bombet under 2. Verdenskrig, dog uden større skade på den middelalderlige bykerne.

I 2006 blev Regensburg optaget på UNESCO-konventionens Verdensarvliste på grund af dens bevarede, helt unikke bykerne fra middelalderen Altstadt Regensburg mit Stadtamhof.

Regensburg som verdenskulturarv. Præsentation

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig