Reformationen (Teater)

Reformationen (Teater), Trods kirkens gamle teaterfjendskhed forstod såvel katolikker som protestanter teatrets propagandistiske muligheder. Især i tysksproget område var strømningen stærk. Martin Luther og Philipp Melanchthon tilskyndede til at anvende dramaformen; Luther så fx i Judits og Tobias' apokryfe bøger, der blev udgivet 1534, en god hhv. tragedie og komedie.

Men da var aktiviteterne allerede i gang. Bibelspillene byggede på middelalderteatret ud fra Jesu liv og lignelser og gammeltestamentlige motiver, hvortil kom apokryferne, i allegorisk antikatolsk udlægning. Stor virkning fik Pammachius (1538) af Thomas Naogeorgus (1511-63), et kritisk panorama af kirkens udvikling.

Også fastelavnsspillet blev udnyttet, især i schweizisk område; en banebryder her var Niklaus Manuel Deutsch med fx Von Pabsts und Christi Gegensatz (1522). Afladshandel, helgendyrkelse og klerikalt skørlevned blev skånselsløst spiddet. Mesteren inden for især det verdslige drama blev nürnbergeren Hans Sachs med en række moraliserende farcer.

Skandinaviske tekster, således den danske skoledramatik, er i høj grad afledt af de tyske. I England kendes tidligt antipapistiske spil i troskampen, herunder inddragelse af historisk stof som i John Bales King John (ca. 1538), hvorimod bevægelsen var knap så markant i fransksproget område til dels pga. en mere udtalt antiteater-holdning hos bl.a. Calvin.

Læs videre om Reformationens musik og billedkunst, eller læs om Reformationen generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig