Red Cloud, egl. Makhpíya-Lúta, 1822-1909, berømt leder af oglala-lakota-indianerne på den nordlige prærie. Han blev tidligt kendt for modige bedrifter i krig og tvang i 1868 den amerikanske hær til at rømme en række forter, der var anlagt i indianernes bedste jagtområder omkring Powder River. Siden arbejdede han for at skabe fred med de hvide, hvilket bragte ham i miskredit blandt hans egne. Red Cloud søgte gennem skiftevis modstand og forhandling at tilgodese indianernes interesser og besøgte flere gange Washington som repræsentant for de vestlige sioux.