Raymond Loewy, 1893-1986, fransk-amerikansk industriel designer, fra 1919 virksom i New York. Raymond Loewy var en pioner inden for 1900-tallets industridesign.
Han forestod fra 1929 formgivningen af en lang række industriprodukter med karakteristiske afrundede hjørner og strømlinjeformer. Særlig kendte er Coldspot-køleskabet (1935), lokomotivet S-1 for Pennsylvania Railroad (1933), busser til Greyhound (1940-54) og Studebaker-bilen (1947, sammen med Virgil Exner).
Udformningen af Lucky Strike-cigaretpakken er fra 1940, logoerne for Exxon og Shell fra hhv. 1966 og 1967.
Til Raymond Loewys senere virke hørte indretning og udstyr til rumfartøjer for NASA. Han skrev 1951 den selvbiografiske bog Never Leave Well Enough Alone.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.