Ray Brown, 1926-2002, amerikansk jazzbassist. Fra 1945 var han bosat i New York, hvor han hurtigt blev del af musiklivet, bl.a. som led i den tidlige udvikling af bop-musikken. Brown optrådte med tidens førende navne, bl.a. Ella Fitzgerald, som han var gift med 1948-52, og 1951-66 var han medlem af Oscar Petersons Trio. Han opnåede ry som en førende bop-bassist, bl.a. for sin præcision og sine smagfulde soloer.