Rassemblement du peuple français, RPF, fransk politisk bevægelse, skabt i april 1947 af general de Gaulle, som ønskede at bekæmpe såvel kommunismen som den netop grundlagte Fjerde Republik. RPF opnåede en overvældende succes ved kommunevalget i oktober 1947 (38% af stemmerne), men ved parlamentsvalget i 1951 var vælgeropbakningen svundet ind til 22%. Da RPF's parlamentarikere trodsede de Gaulles påbud om en kompromisløs oppositionspolitik, besluttede generalen i 1953 at stille dem frit; i 1955 blev bevægelsen opløst.