Børnehuset på Christianshavn
Kobberstik af Børnehuset på Christianshavn i 1700-tallet
Af .

Et rasphus var en tidlig form for fængsel, hvor mandlige fanger blev sat til at raspe træ. Raspning bestod af at findele og nedbryde træ, der indeholdt farvestoffer, til fint pulver. Dette pulver blev brugt til at farve tekstiler. Fangerne raspede manuelt eller ved hjælp af en mølle. Raspning var et meget anstrengende og usundt arbejde, som misfarvede fangernes hud og kunne have permanent negative konsekvenser for fangernes helbred.

Det første europæiske rasphus blev opført i Amsterdam i 1596. Med udgangspunkt i denne institution spredte lignende institutioner sig i resten af Europa i løbet af 1600- og 1700-tallet.

Rasphuset som en hård korporlig straf

Den enevældige regering planlagde i begyndelsen af 1700-tallet at oprette et rasphus, da de forberedte en ny fattiglov (1708). Huset skulle administreres af Fattigvæsenet og være et sted, hvor mandlige tiggere og løsgængere kunne straffes med hårdt arbejde. Planerne blev dog i første omgang opgivet. Staten oprettede først et dansk rasphus et kvart århundrede senere ved militærfængslet Stokhuset i København. Det eksisterede mellem 1734-1736, men lukkede på grund af økonomiske vanskeligheder.

I 1740-1741 indrettede Fattigvæsenet et rasphus med otte fangeceller i kælderen af Børnehuset på Christianshavn og opførte en raspemølle. Fangerne arbejdede om dagen med raspning af træ i cellerne eller ved møllen. Om natten sov de 2-4 fanger i samme celle bag aflåste døre.

Fattigvæsenet indsatte til at begynde med kun fanger, der var idømt en tidsbegrænset dom, fordi arbejdet var så hårdt og usundt. I 1767 besluttede den enevældige regering, at selvmordsmordere (folk, der begik mord for at opnå henrettelse og undgå det religiøse tabu at begå selvmord) skulle indsættes til hårdt arbejde på livstid i Rasphuset. Herefter begyndte Rasphuset i stigende grad at modtage uærlige og voldlige mandlige forbrydere.

Rasphuset som et stærkt bevogtet fængsel

I 1777 blev Rasphuset udbygget og placeret i en separat bygning i Børnehusets gård. Det stigende antal af farlige forbrydere gjorde, at fængselsadministrationen ønskede at separere de uærlige fanger fra resten af institutionens indsatte, samtidig med at de sikrede samfundet mod fangeflugt.

Rasphuset blev administreret af Fattigvæsenet indtil 1781, hvorefter Børnehuset blev en selvstændig institution. I 1790 skiftede Børnehuset på Christianshavn navn til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. Dette betød, at fanger, der blev indsat i Rasphuset og Tugthuset blev adskilt fra de fanger, der blev indsat i Forbedringshuset.

I 1802 blev det besluttet, at fanger, der forsøgte at flygte fra de militære fængselsinstitutioner (såsom Stokhuset og de militære slaverier), skulle indsættes i Rasphuset under sikker bevogtning. Rasphuset blev altså nu anset som rigets mest sikre straffeanstalt.

Rasphuset blev ophævet ved lov i 1850.

Plantegning over stueetagen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, 1814.

Plantegning over stueetagen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, 1814. Kilde: Emilie Luther Valentin, Feelings of Imprisonment (2022). Billedet er sammensat af en plantegning fra fængselsarkivet (Rigsarkivet: Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset på Christianshavn,Grundtegninger anno 1814, pakkenr. 790-337).

Plantegning over stueetagen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, 1814.
Licens: CC BY NC SA 3.0

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig