Ramses 3., oldegyptisk konge 1194-1163 f.Kr. i det 20. dynasti. Ramses kæmpede sejrrigt mod invasioner af libyere og de såkaldte havfolk, der allerede så småt havde plaget Ramses 2. Slagene afbildedes i hans dødetempel i Medinet Habu. I slutningen af hans regeringstid var der problemer med aflønningen af gravarbejderne, der boede i Deir al-Medina, hvilket førte til regulære strejker. Hans mumie blev fundet i Deir al-Bahri, og der er ikke noget, der tyder på, at han døde ved den haremssammensværgelse, der omtales i den såkaldte Juridiske Papyrus. På mange punkter efterlignede han Ramses 2.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.