Ramsay MacDonald

Faktaboks

Ramsay MacDonald
Født
12. oktober 1866, Lossiemouth, Skotland
Død
9. november 1937

Artikelstart

Ramsay MacDonald var en britisk politiker, premierminister i 1924 og igen 1929-35. Hans regering i 1924 var den første i Storbritannien under arbejderpartiet Labour.

Ramsay MacDonald blev født i Skotland under fattige forhold og uden for ægteskab. Som ung flyttede han til England, hvor han arbejdede som kontorist, privatsekretær og journalist.

Han var i 1900 medstifter af Labour Representation Committee, forløberen for Labour Party, og blev i 1911 Labours parlamentariske leder. Som modstander af britisk deltagelse i 1. Verdenskrig gik MacDonald af, men i 1922 blev han igen valgt til partileder, paradoksalt nok bl.a. pga. sin principfaste holdning under krigen.

MacDonald dannede i 1924 den første britiske Labourregering; den fik dog kun kort levetid. I 1929 kunne han igen danne regering, men regeringen stod magtesløs over for den voksende arbejdsløshed, og i 1931 brød den sammen pga. uenighed om den økonomiske politik. Det førte til dannelsen af en national samlingsregering med MacDonald som regeringsleder, men domineret af De Konservative. MacDonalds indflydelse blev stadig mindre, selvom han forblev premierminister indtil 1935. Han blev afløst af den konservative Stanley Baldwin og døde som en isoleret og knækket mand.

I labourkredse betragter mange fortsat MacDonald som klasseforræder, selv om det i høj grad var hans fortjeneste, at Labour i 1920'erne kunne overtage De Liberales position som det ene af de store partier i britisk politik og dermed modstykket til De Konservative.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig