Ramla, israelsk by SØ for Tel Aviv, 65.800 indb. (2009). Byens industri, der bl.a. fremstiller cement og elektriske komponenter, er tilgodeset af gode motorvejs- og jernbaneforbindelser. Ramla blev grundlagt i 716 som nyt administrativt centrum for kalifatets administration af det palæstinensiske område. I 1948 blev byen en del af Israel, og hovedparten af den oprindelige befolkning flygtede. Efter krigen 1948-49 bosatte jødiske indvandrere sig i byen.