Ramalho Eanes, f. 1935, portugisisk general og politiker, præsident 1976-86. Eanes deltog i militærrevolten i 1974, der gjorde en ende på 40 års diktatur under Salazar og Caetanos regime. Eanes ledede nedkæmpelsen af et ultravenstre kupforsøg i 1975 og blev 1976 Portugals første folkevalgte præsident efter demokratiets genindførelse (med 61,5% af de afgivne stemmer). Som præsident holdt han sig uden for partipolitik, men grundlagde siden Partiet til Demokratisk Fornyelse, der dog ikke fik varig betydning.