Ralph Albert Blakelock, 1847-1919, amerikansk maler. 1869-72 rejste Blakelock gennem det vestlige USA. Han bearbejdede senere sine erindringer om naturen og den indianske befolkning i en slags psykologisk landskabsmaleri, hvor naturen symbolsk afspejler sjælelige tilstande. Han foretrak solnedgange, aften- og nattescener, hvor formerne synes at opløses i lys eller udviskes i skygge. Denne suggestive atmosfære understreges af hans meget stoflige maleteknik.