Faktaboks

Rahel Varnhagen von Ense
Født
1771
Død
1833

Rahel Varnhagen von Ense, 1771-1833, tysk intellektuel, berømt for sin salon (se salonkultur) og sine breve; g.m. Karl August Varnhagen 1814.

Som andre jødinder i Berlin (Henriette Herz (1764-1847), Dorothea Schlegel) åbnede hun i 1790'erne sit hjem for en kreds af tidens personligheder, deriblandt romantikere som Friedrich Schlegel og Clemens Brentano.

Uden persons anseelse, hinsides ideologiske, sociale og etniske forskelle, drøftede man her tidens aktuelle, ikke mindst litterære spørgsmål. Med den franske besættelse af Berlin 1806 opløstes salonen; 1819 vendte ægteparret tilbage til Berlin og åbnede sammen Rahels anden salon. Politiske og historiske emner prægede i højere grad denne salon. Nu som før blev Johann Wolfgang Goethe dog af ægteparret Varnhagen dyrket som en kultfigur, men også yngre forfattere som Heinrich Heine blev inddraget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig