Faktaboks

Ragna Braase
Født
12. november 1929, København
Død
7. maj 2013
Vævet skulptur

Ragna Braase Douar – Det sorte telt, 1982.

Vævet skulptur
Af /Estate Ragna Braase/Galleri Sussanne Ottesen. Tilhører Horsens Kunstmuseum.

Ragna Braase var en dansk kunstner, som bevægede sig i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur, håndværk og design. Hun skabte både abstrakte, stoflige værker, figurative malerier og geometriske former i grafik og med vævning.

Hun blev uddannet på kunstakademiet i Paris (1952-53) og senere på Kunstakademiet i København (1954-57). I 1968 flyttede hun til den franske landsby Marcoussis 25 km syd for Paris sammen med sin mand, billedhuggeren Ib Braase. Her blev hun frem til sin død i 2013.

Mellemøsten som inspirationskilde

I værker som Africanas Hus, 1981, og Douar – Det sorte telt, 1982,ses Ragna Braases store inspiration fra Mellemøstens æstetik og nomadekultur, som hun allerede som barn var dybt fascineret af. Vinduet til Mellemøsten fandt hun gennem bøger og utallige besøg på etnografiske museer. På trods af den store interesse, rejste Ragna Braase aldrig selv til Mellemøsten. Mellemøsten forblev således en fantasi for hende, og frem til sin død byggede, malede og vævede hun sine orientalske og spraglede drømmebilleder i sit hjem i Frankrig.

Skulpturelle væverier

I hendes vævede værker har hun ofte nærmet sig skulpturen i form af søjler og telte med en stram og samtidig rigt differentieret ornamentik, der giver associationer til netop Mellemøsten. Ragna Braases nomadetelt-lignede værker og søjler er skabt af stof i grove og stærkt farvede mønstre, som hun vævede med hjemmespundet garn på en hjemmebygget væv. Også i hendes malerier ses kærligheden til Mellemøsten, hvor telte, kameler, ørkenlandskaber og mennesker i løse gevandter er gennemgående motiver.

Ragna Braase var optaget af at arbejde intuitivt og eksperimenterende og gjorde ofte brug af dagligdagsmaterialer og de ting hun havde ved hånden.

Udstillinger og anerkendelse

Ragna Braase var og er en anerkendt kunstner, men lig andre kvindelige kunstnere i hendes samtid, opnåede hun aldrig bred anerkendelse. I de seneste år er hendes værker dukket op på ny og er blevet reaktualiseret på flere udstillinger, bl.a. på Sorø Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen og på Statens Museum for Kunst med udstillingen Tekstil, grafik, sandal, der i 2020 viste nogle af museets betydelige erhvervelser af Braase.

Ragna Braase er repræsenteret i adskillige fremtrædende offentlige samlinger, herunder ARoS, Statens Museum for Kunst (SMK) og Sorø Kunstmuseum i Danmark og Musée national d’Art moderne Centre Pompidou i Frankrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig