Rabaul. Satellitbillede af calderaen Rabaul, der fremtræder som en stor ringformet, delvis havdækket indsynkning. Den er dannet i forbindelse med vulkanudbrud fra et underliggende magmakammer. Vulkanerne uden for caldera-forkastningen (1, 3 og 5) er dannet før sammenstyrtningen; vulkanerne inde i calderaen (2, 4, 6 og 7) er dannet senere.

.

Rabaul, by på Gazelle Peninsula på øen New Britain i Papua Ny Guinea; 17.000 indb. (1990). Byen ligger ved en cirkelformet bugt, en caldera. Bugten er omgivet af vulkaner, hvoraf flere er aktive, og byen ligger oven på et magmakammer.

Under 2. Verdenskrig var Rabaul 1942-45 besat af japanerne, og under de allieredes bombardementer blev den jævnet med jorden. I bugten ligger en snes skibsvrag fra kampene.

Calderaen er dannet i forbindelse med store vulkanudbrud for 3500 og 1400 år siden, men der har været betydelig vulkansk aktivitet gennem de seneste 200.000-300.000 år. Også i historisk tid har der været flere store vulkanudbrud og mange jordskælv pga. forskydninger mellem nogle mindre lithosfæreplader mellem den store Stillehavsplade og Den Indoaustralske Plade. I 1971 indledtes en periode med betydelig seismisk uro under calderaen, og efter en kort periode med stærkt forøget seismisk aktivitet gik de to vulkaner Vulcan og Tavurvur i udbrud 19.9.1994. Byen blev overdænget med aske, og 80% af bygningerne blev ødelagt. Det lykkedes at evakuere indbyggerne inden udbruddet, og kun fem personer omkom. Vulcan var aktiv i 14 dage, men Tavurvurs aktivitet er (1999) ikke ophørt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig