RTL, Radio-Télévision Luxembourg, mediefirma, grundlagt 1931 i Luxembourg. RTL er Europas største tv-selskab med 42 tv-stationer og 32 radiostationer i 10 lande, og det er dominerende på det kommercielle marked i bl.a. Tyskland og Holland. RTL er desuden producent af serier og formater, bl.a. med ejerskab af det britiske FremantleMedia (tidl. Pearson), som gennem sit danske produktions- og formatselskab Blu har leveret danske versioner af populære underholdningsprogrammer, bl.a. X Factor (på DR1 fra 2008). RTL ejes af CLT-UFA, som kontrolleres af Bertelsmann-gruppen gennem dettes filmselskab UFA, som i 1997 fusionerede med RTLs oprindelige ejer, Compagnie luxembourgeoise de télédiffusion (CLT), et fransk privat mediefirma med juridisk hjemsted i Luxembourg.