RDA, Rassemblement démocratique africain, politisk parti i fransk Vest- og Centralafrika, dannet 1946 i Bamako i det nuv. Mali. Den direkte anledning var, at den franske forfatning fra samme år tillod dannelse af politiske partier i kolonierne. RDA, der blev ledet af den senere præsident for Elfenbenskysten Félix Houphouët-Boigny, var antikolonialistisk og havde i de første år et tæt samarbejde med det franske kommunistparti. I 1951 skiftede RDA politisk alliancepartner i Frankrig og knyttede sig til François Mitterrands fraktion af det franske socialistparti. I 1958 deltes de franske kolonier i Vest- og Centralafrika op i 12 relativt selvstyrende kolonier, og det medførte, at RDA også blev delt i 12 nationale partier. Mange af de nationale afdelinger af RDA kom til magten ved de franske koloniers selvstændighed fra 1960 og frem.