R. Broby-Johansen

Faktaboks

R. Broby-Johansen
født:
1900
død:
1987

R. Broby-Johansen, Rudolf Broby-Johansen, 1900-1987, dansk kunsthistoriker og forfatter uden nogen egentlig uddannelse, men med større betydning end de fleste med veldokumenterede eksaminer. Broby-Johansen brugte sine øjne og opfordrede sit publikum til at gøre det samme. Han rejste til ekspressionismens Tyskland straks efter 1. Verdenskrig, vandrede fra kunstmuseum til domkirke, boede i den jødiske ghetto i Vilnius, rejste videre med 10 kr. på lommen. Han besøgte sin lettiske kone Ainas barndomslandsby i Sibirien og gennemtrawlede Kina.

Men først og fremmest lærte han sit eget lands arkitektur og kunst at kende. Han fortalte i snesevis af bøger og tusindvis af lysbilledforedrag om runestene, kalkmalerier, skæve huse og moderne stenskulpturer i bibliotekshaver. Han redigerede talentfulde, venstreorienterede tidsskrifter, provokerede og æggede til modsigelse, ikke mindst fra den del af den akademiske verden, der fortrinsvis havde interesseret sig for kirkens, hoffets, adelens og borgerskabets kunst. Broby-Johansen viste, at også fattigfolk i alle lande og til alle tider havde sat pris på billeder og haft behov for at udtrykke sig kunstnerisk. Han debuterede med den ekspressionistiske digtsamling Blod (1922), der straks blev beslaglagt af politiet, anklaget for blasfemi. Hans berømteste bog, Hverdagskunst — Verdenskunst (1942, revideret mange gange), er udkommet i mange lande. Det gælder også flere af hans andre hovedværker som fx Den danske billedbibel i kalkmalerier (1947), Krop og Klær (1953), Oldnordiske stenbilleder (1967) og Ismerne (1977).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig