R.J.H. Beverton, Raymond John Heapy Beverton, 1922-1995, britisk fiskeribiolog. Udgav i 1957 sammen med kollegaen Sidney J. Holt bogen On the Dynamics of Exploited Fish Populations, som omhandler dynamikken i fiskebestande, der udnyttes til fiskeri. Bogen blev grundlæggende for den moderne fiskeribiologi, og dens teorier og arbejdsmetoder bruges stadig i forbindelse med beregning af fiskeriudbytter og rådgivning mht. udnyttelsen af havets fiskebestande.