Rütli, lokalitet i den schweiziske kanton Uri, hvor repræsentanter fra urkantonerne Schwyz, Uri og Unterwalden skal have mødtes og grundlagt Det Schweiziske Edsforbund, rettet mod habsburgernes styre. Det natlige møde, der skal have fundet sted den 8. november 1307, savner historisk belæg og henregnes til den sagnkreds, som også legenden om Wilhelm Tell indgår i. Rütli blev nationalejendom i 1860. Hvert år den 1. august, som er den schweiziske nationaldag, fejres Edforbundets oprettelse ved Rütli.