Rørvig

Rørvig Kirke.

.

Rørvig Kirke.

.

Rørvig er en by med mindre færge- og lystbådehavn nær indsejlingen til Isefjord; 1032 indb. (2017). Rørvig ligger i Odsherred Kommune.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Rørvig nævnes 1370-80 som Rørwik, af plantebetegnelsen rør 'tagrør' og vig.

Byen, der delvis ligger på marint forland i lavningen mellem to moræneknolde, har færgeforbindelse til Hundested. Rørvig er servicecenter for et stort sommerhusområde og har kursuscenter.

Byen ligger i en rørbevokset bugt i Isefjorden, men den kan i middelalderen have ligget ved Rørvig Kirke under navnet Isøre by. Området ved kirken blev fraflyttet på grund af omfattende sandflugt, men man kender ikke flyttetidspunktet.

I 1681 oprettedes toldsted nord for landsbyen, hvor der også lå skanser til forsvar af Isefjordsindsejlingen, senest forstærket under Englænderkrigene 1807-14.

Flere sagn, der er knyttet til stedet, gjorde landsbyen kendt som romantisk lokalitet i 1800-tallet, og bl.a. H.C. Andersen, Vilhelm Bergsøe og Meïr Aron Goldschmidt skrev digte og romaner herfra. Fra omkring 1900 søgte adskillige malere til Rørvig, efterfulgt af en voksende skare af turister og landliggere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig