Rønnerne, strandenge syd for Læsø på i alt 1496 ha; fredet 1980. Rønnerne består af Færøn, Kringelrøn og Langerøn — som alle er tidligere øer, men nu nærmest sammenvokset med Læsø — samt øen Hornfiskrøn længst mod syd, adskilt fra det øvrige område af en bred, lavvandet rende med forbindelse ad en ebbevej.

Gennem århundreder har Rønnerne henligget som græsningsarealer. Området har siden middelalderen og frem til omkring 1650 desuden været udnyttet til produktion af salt (saltsydning). De naturlige forhold har været gunstige for saltsydningen, og her var en meget betydelig saltproduktion indtil hele øens skovareal var ryddet for at give brændsel til sydningen. Derefter brugtes i en periode lyngtørv som brændsel, men dette medførte en ødelæggende sandflugt i 1600- og 1700-t. hvorefter saltproduktionen ophørte.

Lige nord for Rønnerne er i 1990'erne atter opført et saltsyderi, Læsø Salt A/S, der ud over at producere sydesalt også er en stor attraktion for øens besøgende.

Rønnerne har et rigt fugleliv, og bestanden tæller adskillige sjældne arter, deriblandt tinksmed, klyde, havterne, stenvender og almindelig ryle. I fuglenes yngletid er området vest for vejen til Hornfiskrøn lukket for offentligheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig