Rødland Hede, oldtidsagre i Hanherred 8 km nordøst for Fjerritslev. På et lyngklædt areal på omkring 100 ha ses digevoldinger eller agerskelvolde anlagt fra slutningen af bronzealderen til en gang i ældre jernalder, fra ca. 600 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. Agerfelterne er rektangulære og måler fra 30 x 40 m til 150 x 150 m og ses tydeligst ved lav sol, når skyggerne fremhæver de indtil 0,5 m høje volde. Som nogle af de første oldtidsagre blev Rødland Hede undersøgt og fortolket af arkæologer i begyndelsen af 1900-t.