Río Tinto, sp. Minas de Ríotinto, malmforekomst nær byen Nerva i SV-Spanien 50 km NV for Sevilla. Forekomsten ligger i det såkaldte iberiske pyritbælte og har verdens største koncentration af massive sulfidmalme, i alt 1,7 mia. t; hovedparten er pyrit, men derudover findes 14,6 mio. t kobber, 13 mio. t bly, 34,9 mio. t zink, 46.000 t sølv og 880 t guld. De massive pyritforekomster findes sammen med vulkanitter i vulkansk påvirkede sedimenter (vulkanogen-sedimentære lagpakker) fra Sen Devon til Mellem Karbon. Hele denne sekvens med malme er blevet foldet under den hercyniske foldning for ca. 300 mio. år siden. Río Tinto havde som det første område i pyritbæltet minedrift allerede i oldtiden.

Faktaboks

Etymologi
Malmforekomsten har navn efter den 100 km lange flod af samme navn.

Foruden Río Tinto er fire andre miner i drift i pyritbæltet, hvoraf den senest åbnede, Neves Corovo i Portugal, med sine 220 mio. t sulfidmalm er en af verdens rigeste kobberminer med 8 % kobber og 6 % tin. Denne mine adskiller sig fra de andre ved at have tin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig