Råbjerg Mile

Råbjerg Mile, østsiden, 1978.

.

Overblik over Råbjerg Mile.

.

Råbjerg Mile, unik, stor og vegetationsløs vandreklit (mile) omgivet af plantage og dæmpede klitter 15 km sydvest for Skagen. I de mere end 100 år, den meget populære seværdighed frit har kunnet vandre mod øst fra et havklitområde, har den tilbagelagt en ca. 1 km lang strækning.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Råbjerg kendes fra 1408 som Rabergh, antagelig af substantivet rå 'stang, pæl' og -bjerg, 2. led mile.

Milen består af en 1 km2 stor, nøgen flyvesandshob, der mod øst rejser sig 20 m over de omgivende sletter. Vestsiden er en svagt skrånende luvside, mens toppen og østsiden består af meget vekslende, stejle læskråninger. I dag skyder klitfronten frem i uregelmæssige, store tunger.

I vest har milen efterladt en afblæsningsslette med småklitter og temporære vandflader med en speciel vegetation. I øst og nord er den stødt ind i ældre klitter, og mod SV har den skabt en smal klitrimme med nogen vegetation. I 1902 købte og fredede staten området, og i 1962 indgik det i en meget stor (16 km2) klitfredning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig