Quinten Matsys

Quinten Matsys, Quentin Massys (Metsys, Messys), 1465/1466-1530, nederlandsk maler, født i Leuven, fra 1491 hovedsagelig virksom i Antwerpen. Påvirkning fra Rogier van der Weyden ses i flere religiøse værker, bl.a. den patetiske Gravlæggelse (1511, Koninklijk Museum voor Schone Kunsten, Antwerpen). Dog må hans værk ses som en syntese mellem denne ældre tradition og italiensk formsprog. Ikonografisk var han påvirket af humanisten Erasmus af Rotterdam, som han portrætterede (ca. 1517, Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom). Erasmus så malerkunsten som en del af en filosofisk og social helhed, hvilket afspejles i Matsys' genremalerier som fx Vekselereren og hans hustru (1514, Louvre) og i en række socialt karikerende satiriske værker.

Matsys' sønner virkede begge i Antwerpen: Cornelis Matsys (ca. 1508-ca. 1560) malede og stak landskaber og genreagtige bibelske motiver, Jan Matsys (ca. 1509-75) udførte bl.a. bibelske og mytologiske motiver i en Leonardopåvirket stil.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig