Qatar - forhistorie, Som de første udforskede danske arkæologer 1956-65 Qatars stenalder. De ældste fund er fra ca. 7500-5500 f.Kr. og består af flækkepile af flint som dem, der i Syrien og Jordan kendes fra førkeramisk neolitikum. Fra ca. 5500- 4000 f.Kr. har en voksende befolkning ernæret sig ved jagt, fiskeri, indsamling og kvæghold. Fra den tid er der vidnesbyrd om omfattende fremstilling af flintredskaber, bl.a. smukt fladehugne pilespidser. Fund af Ubaid-keramik vidner om forbindelser med Mesopotamien omkring 4000 f.Kr. Af Qatars mange gravrøser stammer de ældste sikkert fra begyndelsen af 3000-t. f.Kr., mens andre rummer begravelser fra sen bronzealder - tidlig jernalder. Helleristninger med bl.a. skibsfigurer forekommer især på Jebel Jusasijah mod nord. Fiskeriet har spillet en hovedrolle gennem det meste af forhistorisk tid. Perlefiskeri blev sandsynligvis praktiseret allerede fra ca. 2000 f.Kr., og fra 1450-1200 f.Kr. har man kendt til udvinding af purpur af havsnegle. Bydannelse kan spores tilbage til før Kristi fødsel. Fra 650 e.Kr. og op gennem islamisk tid spillede handel, søfart og perlefiskeri en stigende rolle for bysamfundene på nord- og østkysten af halvøen.

Læs mere om Qatar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig