QAnon er navnet på en yderliggående, primært højreekstrem sammensværgelsesteori og kultisk internetbevægelse, som siden 2017 har spredt sig på de sociale medier, fortrinsvis i USA. Tilhængere af QAnon opfatter sig som frihedskæmpere, hvis rolle er at bekæmpe et påstået komplot begået af en magtfuld samfundselite.

Faktaboks

Også kendt som

Qanon

Konspirationsteoriens indhold og oprindelse

QAnon in red shirt

Trump-supporter til vælgermøde med QAnon-T-shirt

Sammensværgelsesteorien startede på internetfora som 4chan og Reddit og bredte sig siden til kommercielle mainstream sociale medier som Facebook, YouTube og Twitter. Efter de første opslag i 2017 udviklede QAnon sig til et online fællesskab på flere fora, hvor tilhængere spreder, fortolker og skriver videre på de opslag, som postes under navnet Q.

Indhold

Omdrejningspunktet i QAnon er en sammensværgelsesteori om, at der eksisterer en større gruppe af satantilbedende pædofile politikere, topembedsmænd, mediepersonligheder, rige erhvervsfolk og skuespillere, som kidnapper børn og drikker deres blod for at opnå styrke. Tilhængere af QAnon omtaler også denne gruppe af prominente og magtfulde personer som Deep State eller på dansk ’den dybe stat’. Et af formålene med bevægelsens internetaktivitet er således at afsløre den påståede sammensværgelse og få en række personer dømt eller henrettet. Særligt Hillary Clinton, Barack Obama, finansmanden George Soros og Bill Gates har været skydeskive for tilhængernes anklager om en sammensværgelse. Donald Trump, som i opslag ofte refereres til som Q+, opfattes som en folkehelt, der går forrest i at kampen om at afsløre og bekæmpe den dybe stat. I løbet af 2020 er forestillingen om at corona er et fupnummer eller skabt af den dybe stat med det formål at undertrykke befolkningens frihedsrettigheder, desuden begyndt at indgå som et centralt element i mange af de teorier, der florerer i QAnon-kredse.

Baggrund og oprindelse

Q Conspiracy
Siden de første anonyme opslag i 2017 har mange spekuleret over, hvem eller hvad der gemmer sig bag profilen ved navn Q.
Making money on the QAnon nutters
Salg af Trump og QAnon-merchandise

Den anonyme bruger ved navn Q optrådte første gang på medieplatformen 4chan den 28. oktober 2017 med et opslag, som i mystiske vendinger forudsagde en arrestation af Hillary Clinton. Selvom Hillary Clinton aldrig er blevet anholdt, har det ikke afholdt Q fra at poste adskillige andre kryptiske forudsigelser. Der er blevet spekuleret meget i, hvem eller hvad der står bag den mystiske kilde Q. Ifølge Q selv er vedkommende en højtstående militærperson med sikkerhedsgodkendelse ’Q’, dvs. som har adgang til hemmelige militærinformationer. Hemmeligholdelsen af Q's identitet er med til at give bevægelsen dens mystiske og esoteriske træk. Q's identitet er stadig ukendt, men nogle journalister mener, at QAnon-teoriens oprindelse primært skyldes tre internetbrugere, som i kølvandet på det oprindelige opslag startede samtaletråde om Q's forudsigelser og dermed sikrede dens udbredelse.

Siden Q's oprindelige opslag har tusindvis af følgere postet kommentarer og nye opslag under navnet Q ved at benytte et bestemt kodeord. Opslagene var i begyndelsen anonyme og optrådte i obskure fora på platformene 4chan og Reddit, bredte sig siden til 8chan og 8kun, og blev siden udredt på de kommercielle sociale medier Facebook, YouTube, TikTok og Twitter, hvor millioner af brugere verden over skriver og kommenterer under hashtags, symboler og akronymer såsom CBTS, ”Calm before the Storm”, på dansk ”stilhed før stormen”, ”Trust the plan”, på dansk ”stol på planen”, eller det kendte slogan WWG1WGA, ”Where we go one, we go all”, som forbindes med QAnon-fællesskabet. Siden 2018 har flere sociale medier fjernet QAnon-grupper og forbudt opslag med den begrundelse at de opfordrer til vold. Fra og med august 2020 har især Facebook og Twitter slået hårdt ned på grupper og opslag med relation til QAnon, som er blevet slettet permanent fra deres platforme.

QAnon har udviklet sig til et stadigt voksende tros- og internetfællesskab, som ikke har nogen fysisk lokation, men som bindes sammen af en fælles virtuel infrastruktur med et fælles tekstkorpus, en serie rituelle fraser, symboler, slogans, akronymer og hashtags og i stigende grad også en betydelig mængde merchandise, dvs. fanprodukter i form af kaffekrus, T-shirts, klistermærker, flag og kasketter, som tilhængere bl.a. bærer til demonstrationer og til Trumps vælgermøder.

Kultiske træk

En del forskere peger på, at QAnon minder mere om en religiøs bevægelse end en egentlig konspirationsteori. Den verdensanskuelse, som QAnon bygger på samt bevægelsens måde at agere på, har adskillige kultiske træk. Blandt andet rummer teorien flere millenaristiske og apokalyptiske træk i dens antagelse om en kommende ’Storm’ – et voldeligt militærkup, hvori tusindvis af de påståede pædofile sektmedlemmer vil blive arresteret. Den såkaldte ’Storm’ omtales i kristne-apokalyptiske vendinger som et nyt tusindårsrige eller et nyt paradis på jord. ”Enjoy the show”, en anden af Q’s vendinger, er en reference til den kommende undergang. Samtidig opfatter mange af tilhængerne Donald Trump som en messias sendt af Gud for at redde USA fra Antichrist, i skikkelse af den dybe stat. Trump skal ifølge tilhængerne lede landet tilbage til fordums storhedstid. Kilden Q og bevægelsens følgere henviser ofte til bibelpassager og omtaler deres kamp i stærkt religiøse vendinger. I mange opslag udlægges Q's kryptiske udsagn som var kilden en profet med guddommelig indsigt.

Konspirationsteoretiske forgængere for QAnon

Selvom QAnon kun har eksisteret siden den mystiske kilde Q første gang postede opslag i 2017, minder forestillingerne om tidligere konspirationsteorier om hemmelige selskaber og satanistiske tilbedere, som konspirerer om at overtage verdensherredømmet.

Pizzagate

Comet Ping Pong in Northwest Washington, D.C.
I 2016 angreb familiefaderen Edgar Welch (28) pizzeriaet Comet Ping Pong i Washington DC, hvor han skød og dræbte en uskyldig. Welch troede på den såkaldte Pizzagate-konspirationsteori om, at en satanistisk pædofilikult under ledelse af Hillary Clinton holdt til i pizzeriaets kælder. Teorien er siden blev afsløret som falsk.

Flere af grundantagelserne i teorien, bl.a. forestillingerne om udbredt pædofili blandt den politiske elite, falske anklager mod offentlige personer som Barack Obama, Hillary Clinton og George Soros samt forestillingen om den dybe stat cirkulerede allerede på de sociale medier inden QAnon opstod i 2017. Den såkaldte ’Pizzagate’ konspirationsteori om, at Hillary Clinton var involveret i en pædofiliring, der holdt til i en kælder under et pizzeria i Washington DC, fik mange tilhængere, da den blev viral under præsidentvalget i 2016. ’Pizzagate’-forestillingerne er siden gledet over i og er blevet genbrugt inden for QAnon-kredse.

Historiske sammensværgelsesteorier

En del af påstandene i QAnon-sammensværgelsen låner tankegods fra gamle konspirationsteorier om hemmelige selskabers eller bestemte samfundsgruppers forsøg på at overtage verdensherredømmet. Eksempelvis har teorien om pædofile, der bortfører og drikker børneblod rødder i middelalderens forestillinger om, at jøderne var i ledtog med djævelen og udførte kultiske ritualer med børn. Forestillingen om en ny verdensorden, frimurere, hemmelige selskaber og ideen om en jødisk sammensværgelse er ligeledes grundfortællinger, der går igen i QAnon-forestillingerne.

QAnon fra randfænomen til massebevægelse på internettet

QAnon startede som et amerikansk randfænomen på internettet, men teorien er i dag blevet et massefænomen med mange følgere – i stigende grad også uden for USA. I Tyskland nåede en QAnon Facebook-gruppe op på 200.000 medlemmer inden den blev lukket. Også i Danmark har bevægelsen vundet gehør, bl.a. i nogle af de grupper, som nægter at overholde Regeringens corona-retningslinjer og opfatter restriktionerne som et overgreb på frihedsrettigheder.

Organisering

Jake Angeli (Qanon Shamon), seen holding a Qanon sign at the intersection of Bell Rd and 75th Ave in Peoria, Arizona, on 2020 October 15
Jake Angeli, også kendt som QShaman, er en af de ledende figurer i QAnon-bevægelsen. Angeli var til stede under stormen på USAs kongres den 6. januar 2021

Bevægelsen er løst organiseret, og der er snarere tale om sammensværgelsesteorier i flertal, idet QAnon er kendetegnet ved at være sammensat af mange forskellige påstande og antagelser. Tilsvarende stikker bevægelsens tilhængere i mange forskellige retninger, lige fra yderliggående kristne grupper, Trump-støtter og medlemmer af Det Republikanske Parti til rabiate bloggere og influencere eller provokatoriske 4Chan og Reddit-brugere. QAnon er en yderst dynamisk bevægelse, som hele tiden udvikler sig, og som især har fået vind i sejlene under coronapandemien og præsidentvalgkampen i 2020.

Myndigheders og eksperters syn på QAnon

I løbet af 2020 er QAnon kommet i flere efterretningstjenesters søgelys og den vurderes af mange myndigheder som en farlig bevægelse. Den amerikanske efterretningstjeneste FBI betragter QAnon som en terrortrussel i USA. Facebook og andre sociale medier har slået hårdt ned på og fjernet indhold fra grupper, konti og opslag med relation til netværket. Bevægelsen betragtes af mange eksperter som potentielt farlig, idet den formodentlig er i stand til at mobilisere folk fra radikale og voldsparate netværk. Desuden påpeges det af mange politiske kommentatorer, at bevægelsens konspiratoriske og apokalyptiske retorik er med til at skabe polarisering i befolkningen og fremme antidemokratiske holdninger.

Eksterne links

  • The Prophecies of Q. Artikel om bevægelsens opståen, udvikling og følgere på tidsskriftet The Atlantic
  • Trump er omdrejningspunktet for kuriøs konspirationsteori. Artikel på dr.dk om QAnon-bevægelsen og den dybe stat
  • Konspirationskult truer sikkerheden i Vesten. Artikel på Kristeligt Dagblad
  • What is the QAnon conspiracy theory? Artikel på CBS News der forklarer indholdet i QAnon
  • How three conspiracy theorists took 'Q' and sparked QAnon. Artikel om bevægelsens udvikling på de sociale medier på NBC News
  • As QAnon grew, Facebook and Twitter missed years of warning signs about the conspiracy theory’s violent nature. Artikel på The Washington Post
  • QAnon explained: the antisemitic conspiracy theory gaining traction around the world. Artikel på The Guardian
  • De tror på babyædende satanister og vil se Hillary Clinton bag tremmer: Mød QAnon. Artikel om bevægelsen på Berlingske Tidende
  • Sådan udviklede en konspirationsteori om en pædofiliring i et pizzeria sig til et skyderi. #Pizzagate rekonstrueret. Artikel om Pizzagate-teorien på Zetland.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig