Pyrrhos, 319-272 f.Kr., konge af Epeiros fra 307 f.Kr. I 303 f.Kr. måtte Pyrrhos gå i eksil efter en opstand, men i 297 f.Kr. vendte han tilbage til Epeiros med Ptolemaios 1.s støtte og nærmest som hans vasal i Grækenland. Han underlagde sig hele NV-Grækenland samt De Joniske Øer og var 288-285 f.Kr. også konge af Makedonien.

I 280 f.Kr. opfyldte Pyrrhos byen Tarents opfordring om hjælp mod romerne og drog til Syditalien med en hær på næsten 30.000 mand. Han vandt slag ved Heraklea (280 f.Kr.) og Ausculum (279 f.Kr.), men med så store tab, at han efter Ausculum skal have udbrudt: "Vinder vi et sådant slag til, er det ude med os". Herfra stammer udtrykket pyrrhussejr.

Pyrrhos tabte et tredje slag mod romerne ved Benevent i 275 f.Kr. og vendte tilbage til Epeiros med sin hovedstyrke. Han søgte uden held at genvinde Makedonien, hvorpå han førte en hær til Peloponnes, hvor han blev dræbt under erobringen af Argos.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig