Prosper Montagné, 1864-1948, fransk kok og skribent, der bl.a. virkede som køkkenchef ved Grand Hôtel i Paris. Han var drivkraften bag den forenkling af det franske køkken, som fuldførtes af bl.a. Escoffier. Under 1. Verdenskrig ledede han kostforplejningen ved den franske hær. Montagné udgav La grande cuisine illustrée (1901), Le grand livre de la cuisine (1929) og senere yderligere 20 bøger. Første udgave af standardværket Larousse gastronomique (1938) blev redigeret af ham. Se også Frankrig (køkken).