Prince Edward Islands, to helt isoleret beliggende øer i Det Indiske Ocean 2000 km SØ for Cape Town; 339 km2. De to øer, Prince Edward og Marion Island, er ubeboede bortset fra en videnskabelig station på Marion. De er begge af vulkansk oprindelse; de blev opdaget i 1663 og igen i 1772 og formelt annekteret af Sydafrika i 1948. Prince Edward Islands er blandt de mest ugæstfrie steder i verden. Klimaet er oceanisk polart, ekstremt blæsende med lave temperaturer og 300 årlige nedbørsdage med sne, slud og regn.