Primærvalg i USA er de valg, hvor partierne nominerer de kandidater, de ønsker at opstille i det egentlige valg mod kandidater fra andre partier.
Primærvalg anvendes i de fleste delstater og på alle niveauer – fra lokale valg og kongresvalg til præsidentvalg.
Under indtryk af den progressive reformbevægelse blev primærvalg i de første to årtier af det 20. århundrede i de fleste delstater den foretrukne måde at nominere kandidater på. Valgene kom til at foregå ved hemmelig afstemning, under opsyn af offentlige valgtilforordnede. Denne demokratisering af processen udsprang først og fremmest af en modstand mod kandidater, der var håndplukket af ledende folk i partiorganisationerne. Det skulle være partiets vælgere, der bestemte, hvem der skulle opstilles.
I Sydstaterne, hvor Det Demokratiske Parti indtil 1964 var dominerende, kom primærvalgene ofte til at spille en vigtigere rolle end de efterfølgende valg mellem de to partier. I flere stater i denne region indførte det demokratiske parti i slutningen af 1800-tallet og starten af det 20. århundrede "hvide" primærvalg gennem udelukkelse af afroamerikanere fra valgprocessen. I 1944 erklærede USA's højesteret denne praksis for forfatningsstridig.
En konsekvens af indførelsen af primærvalg har været, at de ledende kræfter i partierne på godt og ondt har langt mindre kontrol over – og indflydelse på – kandidaterne end tidligere.
Mens de fleste delstater anvender primærvalg med afstemninger som ved det regulære valg, afholder fire delstater og tre territorier fortsat såkaldte caucuses. Det drejer sig om Iowa, Wyoming, Nevada, og North Dakota, samt territorierne Amerikansk Samoa, Guam og Jomfruøerne.
De fleste delstater har ”lukkede” primærvalg, forbeholdt partiets medlemmer, men i nogle delstater har man ”åbne” primærvalg, hvor vælgerne selv kan bestemme, hvilket partis primærvalg, de ønsker at stemme i. I forbindelse med præsidentvalg, skelner man også mellem ”direkte” og ”indirekte” primærvalg. Ved indirekte valg går stemmerne til delegerede, som efterfølgende afgiver deres stemmer ved et partikonvent. I nogle stater fordeles antallet af delegerede proportionalt mellem kandidaterne, efter deres andel af stemmerne. I andre delstater går samtlige delegerede til vinderen af primærvalget.
I forbindelse med de primærvalg, hvor partiernes præsidentkandidater skal findes, har sådanne kun haft afgørende betydning for nomineringen af kandidater til præsidentembedet siden 1972.
Ved det demokratiske partis kaotiske nationalkonvent i Chicago i 1968 nominerede partiet Hubert Humphrey som sin præsidentkandidat, selvom han ikke havde deltaget i noget primærvalg. I kølvandet herpå indførte begge partier reformer, der afgørende styrkede primærvalgenes rolle i udvælgelsen af præsidentkandidater.
I forbindelse med de præsidentielle primærvalg er der stor opmærksomhed på den politiske kalender – ikke mindst den rækkefølge, delstaterne afholder deres valg i. Siden 1972 har Iowa påkaldt sig retten til at være først. Dette privilegium har dog i de seneste år affødt voldsom kritik – ikke mindst efter, at hele afstemningsprocessen gik galt for demokraterne i 2020, så man aldrig fik et sikkert valgresultat. Kritikere har anført, at ”Iowa ikke er først fordi den er vigtig, men Iowa er vigtig, fordi den er først”.
Andre delstater med en mere etnisk sammensat befolkning vil gerne overtage den førsteplads. Mens Iowa som første delstat anvender caucus-metoden, så har der siden 1920 været tradition for, at New Hampshire afholder det første egentlige primærvalg. Delstaten har simpelthen skrevet det ind i sin lovgivning, at deres primærvalg skal holdes mindst syv dage før nogen anden delstat afholder deres.
Flere andre delstater har gennem tiden forsøgt at udfordre denne særstatus til en lille stat med relativt få vælgere, men indtil videre uden held.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.