Priapos

Priapos var i antikken et populært motiv på mange brugsgenstande. Disse hule lerfigurer, 20-25 cm høje, har i 1.årh. e.Kr. været brugt som olielamper i et hus i Pompeji, hvor de blev hængt på en krog eller på et flytbart stativ. Den groteske humor i sådanne falliske figurer kommer først helt til sin ret, når vægerne er tændt. Museo Nazionale Archeologico, Napoli.

.

Priapos, (gr., lat. Priapus), græsk-romersk frugtbarhedsgud, hvis kult i løbet af 300-t. f.Kr. bredte sig fra Lampsakos i Lilleasien til Grækenland. Først sent blev han indpasset i den græske mytologi som søn af Dionysos eller af Hermes. I senere græsk og romersk litteratur og kunst undergik den gamle falliske gud en forvandling til et bondsk væsen. Han beskrives humoristisk som en lille grim skabning udstyret med en grotesk stor, erigeret penis, der på figurer af ham ofte var malet mønjerød. Romerne opstillede sådanne træstatuer af Priapos i deres haver for at fremme væksten og jage tyve bort.

Priapeisk digtning

Samtidig med Priapos' forvandling til uskadelig havepynt opstod en genre af frivole digte, som foregiver at være skrevet af eller til frugtbarhedsguden. En samling på 80 latinske digte, måske skrevet af én digter i 1. årh. e.Kr., skildrer i bramfrit sprog den analfikserede, omnipotente gud og hans trusler imod pigebørn og tyveknægte, der kommer ham og hans have for nær. Eksempelvis lyder digt 58 i oversættelse: "Enhver tyv, der løber om hjørner med mig, kommer til at mærke det længe efter i sin kvinderøv, og den pige, som stjæler æbler med sin frække hånd, skal aldrig finde nogen, der vil bolle hende!"

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig