Faktaboks

Preben Harris
Født
1935

Preben Harris. Fotografi fra ca. 2000.

.

Preben Harris, f. 1935, dansk teaterleder, instruktør og skuespiller. Preben Harris var frem til 1967 knyttet til Aarhus Teater. Her markerede han sig som en moderne iscenesætter af ældre og nyere dramatik. I 1963 var han medstifter af den lille scene Svalegangen i Århus med et pågående repertoire af kabaret med tekster af bl.a. Benny Andersen, Jesper Jensen og Erik Knudsen.

1967-71 var Preben Harris leder af Gladsaxe Teater med et samfundsengageret repertoire af fx Kent Andersson, Bengt Bratt, Dario Fo og Erik Knudsen, men også spektakulære forestilinger som John Gays Tiggeroperaen (1967). Fra 1971 var han leder af Folketeatret, hvis virksomhed han udvidede med en række mindre scener. Hans hovedinteresser gik i to retninger: store folkelige forestillinger som fx Skatteøen (1986) og ny, især dansk dramatik, fx Sven Holms Struensee var her (1977). Det omfattede også en række klassiker- og Brechtforestillinger bl.a. gæstespil af Berliner Ensemble. Af litterære værker bearbejdede han bl.a. Nøddebo præstegård, og han stiftede 1981 et rejselegat for dramatikere af midler indtjent ved bearbejdelsen.

Preben Harris har haft flere opgaver som skuespiller, bl.a. Frede Skaarup i tv-serien Kald mig Liva (1992). Preben Harris sluttede som chef for Folketeatret i 2001 og havde allerede inden da med styrke genoptaget sin skuespillerkarriere, fx i Venedikt Jerofejevs monolog Tur/Retur (1999). Et markant gennembrud som karakterskuespiller blev rollen som gamle Levin i Henri Nathansens Indenfor murene (Odense Teater og Det Danske Teater, 2001), fulgt op af rollen Harpagon i Molières Den gerrige (Odense Teater 2003). Han spiller gerne i det nyeste repertoire på små scener fx i Niels Brunses Dr Dampe (2004) og Skyggen fra 44 (2005, begge Rialto).

Preben Harris har udgivet sine erindringer i Teater til tiden (2015). I 2016 tildeltes han Lauritzen-Prisen (hædersprisen) 2016.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig