Prešov, ty. Preschau, ty. Eperies, ung. Eperjes, by i Østslovakiet 30 km nord for Košice; hovedstad i amtet af samme navn; 91.205 indb. (2005). Prešov er hovedbyen i landskabet Šariš og har universitet (udskilt 1997 fra universitetet i Košice), flere museer og kunstgallerier. Erhvervsmæssigt dominerer fødevare- og beklædningsindustri samt maskinfremstilling. Den gotiske Sv. Mikuláš (Sankt Nikolaj) Kirke, der blev påbegyndt i 1300-t. og færdigopført 1515, ligger sammen med flere borgerhuse i den fredede bykerne.

Prešov, der blev anlagt nær slottet Šariš, blev kongelig fristad i 1300-t. Byen er i dag kulturelt centrum for Slovakiets ukrainske og ruthenske mindretal. Prešov er jernbaneknudepunkt og har oplevet stor industriel udvikling efter 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig