Praxiteles

Praxiteles, virksom ca. 360-330 f.Kr., græsk billedhugger, formentlig søn af billedhuggeren Kefisodotos. Praxiteles var en af antikkens betydeligste kunstnere.

Fra skriftlige kilder ved man, at Praxiteles arbejdede både i bronze og marmor. Han var berømt for sin raffinerede behandling af stenen, men ingen sikre originalværker er bevaret, kun talrige romerske marmorkopier. Skulpturerne, overvejende af unge mandlige guder som Apollon, Hermes og Eros, er kendetegnet ved bløde former og ved kroppens særlige S-kurve med den ene hofte skudt ud til siden (den praxiteliske kurve).

Blandt de værker, der er tilskrevet Praxiteles, er Hermes med Dionysosbarnet (Museet i Olympia), muligvis en original marmorstatue, fundet i Heratemplet i Olympia, hvor den i 100-t. e.Kr. blev beskrevet af Pausanias, Apollon Sauroktonos (Firbensdræberen, marmorkopier i Vatikanet og Louvre) og den såkaldte Marathondreng i bronze, fundet i havet ud for Marathon.

Praxiteles udførte ifølge overleveringen som den første også statuer af nøgne kvinder. Mest berømt var Den Knidiske Afrodite (i bl.a. Vatikanet), som blev en turistattraktion i antikken.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig