Praia, hovedstaden i østaten Kap Verde i Atlanterhavet; 130.300 indb. (2010). Byen ligger på São Tiago og blev anlagt ca. 1585, da den tidligere hovedby flere gange var blevet overfaldet af engelske og franske pirater. Bykernen på et højtliggende plateau rummer gamle kolonibygninger fra den portugisiske tid. Nu er Praia en moderne havneby præget af regeringsfunktioner og forvaltning.