Prachandra, (nepali 'den barske'), egl. Pushpa Kamal Dahal, f. 11.12.1954, nepalesisk politiker. Prachandra blev generalsekretær for et af Nepals mindre kommunistpartier i 1986; partiet udviklede sig til Communist Party of Nepal (Maoist), som i 1996 indledte hvad det kaldte en "folkekrig" i Nepal, som frem til fredsaftalen i 2006 kostede op mod 13.000 mennesker livet. Under opstanden var Prachandra leder af partiets militære fløj. I 2008 valgtes han til medlem af den grundlovgivende forsamling, der afskaffede monarkiet i landet; CPN (Maoist) blev ved samme lejlighed landets største. Prachandra var Nepals premierminister fra august 2008 til maj 2009. Han trådte tilbage efter et mislykket forsøg på at fyre landets hærchef. Ved valget i 2013 mistede Prachandra sin plads i den grundlovgivende forsamling efter at CPN (Maoist) led et stort nederlag til Nepali Congress.