Præstebjerg, bakke ca. 1 km øst for Store Damme på Møn, der består af grus og sand, som under den sidste istid er aflejret af smeltevandsstrømme i vandrette lag i revner og huller i gletscherisen. Ved isens bevægelser er lagene blevet presset op, så de nu står stejlt i grusgravens skrænter (profiler). I førkristen tid var Præstebjerg del af et hedensk område, som desuden bestod af Blótkilden og Lovbjerg Tingsted. Området har fungeret som grusgrav indtil 1998.