Prærafaelitterne

Prærafaelitterne, The Pre-Raphaelite Brotherhood, P.R.B., britisk kunstnersammenslutning, grundlagt 1848 af Dante Gabriel Rossetti, William Holman Hunt og John Everett Millais; gruppen fik indflydelse på bl.a. Ford Madox Brown, John Ruskin, William Morris og Edward Burne-Jones.

Ligesom de tyske nazarenere fandt prærafaelitterne deres kunstneriske forbilleder i tiden før Rafael (deraf navnet), især Giotto, Masaccio, Fra Angelico og Perugino.

Ved siden af den maleriske stilimitation var interessen af etisk og litterær karakter, idet prærafaelitterne mente at finde et oprindeligt udtryk af renhed, åndelighed og fromhed i den italienske ungrenæssance.

I motiver fra både sagnverden, bibelhistorie, litteratur og samtid blev såvel det litterært-fortællende indhold som det moralske eller religiøse idégrundlag formidlet via et forenklet kunstnerisk sprog, hvorfor der ofte er noget bevidst primitivt i prærafaelitternes udtryksform.

Skildringen af samtiden var moraliserende og socialt bevidst, malerne anvendte en kraftig, til tider lidt grel kolorit, og detaljen helligedes megen opmærksomhed. Stilen havde udløbere helt frem til ca. 1900, fx med Arts and Crafts Movement og en blomstrende illustrationskunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig