Pozzuoli er en havneby ved Italiens vestkyst 10 km vest for Napoli; den har 83.400 indbyggere (2011). Byen, der har en del især kemisk industri og letindustri, ligger i et geologisk meget uroligt område og blev senest alvorligt ramt af jordskælv i 1984.

Byen blev grundlagt som Dikaiarkeia ca. 521 f.Kr. af græske kolonister. Den blev senere erobret af romerne, nu med navnet Puteoli, der i 194 f.Kr. gjorde den til koloni. Med sin velbeliggende havn udviklede den sig til en vigtig havneby. Byen ødelagdes i 400-tallet af bl.a. visigoterne under kong Alarik.

Mange levn fra den romerske periode er bevaret, bl.a. et amfiteater fra det 1. århundrede e.v.t., flere templer og rester af havneanlægget.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig