Poul Martin Møller

Faktaboks

Poul Martin Møller
født:
1794
død:
1838

Poul Martin Møller rejste som skibspræst med Det Asiatiske Kompagnis skib Christianshavn til Østen 1819-21. Han førte dagbog undervejs og tegnede skitser, bl.a. denne fra Manila: Paa Veien mødte vi Damer, som røg paa store Zirutter af Tykkelse som et godt Kosteskaft og af 3 Quarteers Længde. Der skrev han også digtet Glæde over Danmark.

.

Poul Martin Møller. Dødsmaske; 1838. Bakkehusmuseet, København.

.

Poul Martin Møller. Rekonstruktion på grundlag af dødsmaske. Det Kongelige Bibliotek.

.

Poul Martin Møller, 1794-1838, dansk forfatter og filosof. Han tog i 1816 teologisk embedseksamen og påbegyndte 1819 et klassisk-filologisk studium. Han deltog i den litterære fejde mellem Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger på sidstnævntes side og var aktiv i studentermiljøet, der i 1820 stiftede Studenterforeningen.

Pastiche, satire og parodi var Poul Martin Møllers foretrukne udtryksform i de få offentliggjorte skrifter fra 1816-19, men også den naturfølsomme aprilvise "Grøn er Vaarens Hæk" er fra denne periode. På en halvandet år lang rejse (1819-21) til Østen som skibspræst skrev Poul Martin Møller foruden digtet "Glæde over Danmark" — "et lidet, fattigt Land" — en række tilløb til større digteriske og filosofiske værker og ansatserne til en rejsebeskrivelse. Genrebilleder af Københavnerliv gives i "Scener i Rosenborg Have", og præcise karakterstudier findes i den aldrig færdiggjorte roman En dansk Students Eventyr (ca. 1824, udg. 1843). Heri karikeres den distræte licentiat og evighedsstudent, som af lutter lærdom og uendelig selviagttagelse aldrig får udrettet noget. Licentiaten hænger fast i de forberedende studier og tankemæssige anslag, sådan som forfatteren til en vis grad selv gjorde det.

Poul Martin Møller blev i 1826 lektor i filosofi ved universitetet i Kristiania og i 1831 professor i København, hvor han gjorde forarbejdet til en personlighedsfilosofi med de fragmentariske sider af Indledning til en Afhandling om Affectation skrevet i 1837 og med afhandlingen Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed (1837). Som et modstykke til den tyske filosof G.W.F. Hegels spekulative og abstrakte system og som en inspiration for eleven og vennen Søren Kierkegaard sætter han en idealistisk forestilling om "det sande Selv". Det udfolder sig harmonisk i bevidst handlen og er udødeligt. 1819-36 skrev han en lang række Strøtanker eller aforismer, hvori han skarpt og tankevækkende anlægger sit syn på alle hånde emner, men ganske særligt på de filosofiske og æstetiske.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig