Poul Kjærholm

Faktaboks

Poul Kjærholm
Født
8. januar 1929
Død
18. april 1980

Artikelstart

Poul Kjærholm, 8.1.1929-18.4.1980, dansk arkitekt, g.m. Hanne Kjærholm. Efter uddannelse som snedker og med afgang fra Kunsthåndværkerskolen (Danmarks Designskole) blev han 1955 lærer på Kunstakademiets Møbelskole, 1976 professor efter Ole Wanscher.

Poul Kjærholm var en af de fineste repræsentanter for den internationale funktionalisme, hvilket kommer til udtryk i et minimalistisk formsprog og brug af stål, glas og læder. Slægtskabet med dansk møbeltradition fornægter sig dog ikke; lædersofaen fra 1956, foldetaburetten fra 1961 og dækstolen fra 1965 er alle afledt af typer, Kaare Klint havde arbejdet med.

Matslebet stål og rørfletning findes bl.a. i Kjærholms udgave af den lette (stabel)stol og den enkle hvilestol på skinner, der begge kombinerer spinkelhed med komfort og holdbarhed. Traditionen kommer også til udtryk i Kjærholms forskellige typer af karmstole, der tillige udførtes i formpresset træ. Til Louisianas koncertsal tegnede han 1976 klapstole i ahorn, der lamineredes og flettedes, en let konstruktion tilpasset akustiske hensyn.

Poul Kjærholms møbler blev til 1982 produceret af E. Kold Christensen, derefter overvejende af PP Møbler og Fritz Hansen A/S i Allerød. Blandt mange — også internationale — udmærkelser er Lunningprisen 1958 og Eckersbergs Medalje 1960.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig