Poul Johs. Jørgensen, Poul Johannes Jørgensen, 25.9.1873-31.7.1947, dansk jurist, professor i retshistorie ved Københavns Universitet 1907-44. Som retshistoriker blev Jørgensen særlig kendt for sine studier i den ældre strafferets historie, og han påviste bl.a., at landskabslovene fra tiden omkring 1200 indeholdt bestemmelser af forskellig alder. I 1940 udsendte han sit hovedværk, Dansk Retshistorie. Jørgensen blev juridisk æresdoktor i 1941, og han modtog Den Anders Sandøe Ørstedske guldmedalje for sin indsats som retsvidenskabsmand.