Poul Henningsen

Poul Henningsen var en dansk arkitekt, skribent og kulturkritiker. Som søn af forfatterne Agnes Henningsen og Carl Ewald blev Poul Henningsen født ind i det radikale kulturmiljø; han viste tidligt opfindersnilde og blev arkitekt og formgiver.

Lyseksperimenter i samarbejde med lampefirmaet Louis Poulsen & Co førte til konstruktion af hans blændfrie PH-lampe, der fik guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1925 og blev økonomisk sikkerhedsnet under hans brogede virksomhed som modsiger.

Fra egen mindre tegnestue — 1920-ca. 1924 i kompagniskab med Kay Fisker — udøvede PH fra 1919 en alsidig arkitektvirksomhed, utraditionel, ligetil og funktionsbestemt i udtryksfulde former, farver og beskedne materialer. Det blev især til enfamiliehuse, men også fx Dehns Dampvaskeri i Søborg (1936) og Henne Mølle Å Badehotel i Vestjylland (1936). I 1941 blev han arkitekt for Tivoli og forestod bl.a. genopførelsen af Glassalen i 1956.

PH blev især skribent, men fortsatte som arkitekt og designer, bl.a. med PH-flyglet (1931), PH 5-lampen (1956) og lysekronen Kogle (1956).

Fra 1917 skrev han kunstkritik i tidsskrifterne Vor Tid og Klingen, organ for 1920'ernes kubisme og ekspressionisme, og fra 1921 blev han arkitekturmedarbejder ved Politiken.

Som talerør for 1920'ernes kriticisme — inspireret af engelsk byplanlægning og tysk-fransk funktionalisme — anlagde han et samfundsmæssigt syn på byggeri og byplan.

Han blev Politikens røde klud, der snart angreb dansk naturfredning, snart hyldede den sorte amerikanske danser Josephine Bakers nøgne naturlighed.

Hans tidsskrift Kritisk Revy (1926-28), der havde de radikale arkitekter Edvard Heiberg og Thorkild Henningsen og forfatterne Otto Gelsted og Hans Kirk blandt medarbejderne, blev epokedannende ved at anskue arkitektur, design og andre kunstarter ud fra nye idéer om anvendt kunst i masseproduktion og i demokratiets tjeneste.

I debatbogen Hvad med Kulturen? (1933) angreb PH nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets passivitet, og han blev en hovedkraft bag Foreningen for Frisindet Kulturkamp og dens antifascistiske tidsskrift Kulturkampen (1935-39). Det medførte i 1938 hans afskedigelse fra Politiken.

1943 måtte PH og hans kone, Inger Henningsen (1904-96), flygte til Sverige. Efter 1945 skrev han fast i Social-Demokraten, Information og Politiken og redigerede 1964-65 Forbrugerrådets nye blad Tænk. Hans bedste journalistik er samlet i Vi er selv historie (1963) og Kulturkritik, 1-4 (1973).

PH så revyen som våben og blev medforfatter til revyer, hvor satire og samfundskritik fik ny dramaturgisk form: Paa Ho'det (1929), Kvindernes Oprør og Pæn og høflig (1931), Paa Halen (1932), Op og ned med Jeppe (1938) og Kom frit frem (1948).

De opstod i et stimulerende arbejdsfællesskab med komponisterne Bernhard Christensen og Kai Normann Andersen, forfatterne Otto Gelsted, Mogens Lorentzen og Sven Møller Kristensen, maleren Svend Johansen og skuespilleren Liva Weel.

Hendes tolkning af PH's vise "Man binder os på mund og hånd" i Kjeld Abells revykomedie Dyveke (1940) blev et første udtryk for modstand mod Besættelsesmagten. Andre klassikere er "Ølhunden", "Ta' og kys det hele fra mig", "Byens lys", "Nå", "Sig de ord du véd" og "I dit korte liv".

PH's sange var også en ny type lyrik, der omsatte hverdagens talesprog og byens rytme til frie vers. De vigtigste er samlet i Springende vers (1951), Alvorlig sjov (1953) og Talevers (1980).

I hans eneste film, Danmarksfilmen (1935), er poetisk hverdagsskildring, ny kameraføring, klipning og sange til Bernhard Christensens jazzkompositioner forenet i en nyskabende helhed, men filmen blev kritiseret som "unational", klippet op og først rekonstrueret 1964 (af Børge Høst).

Som kulturkritiker blev PH provokatøren, der angreb vanetænkning, autoritær opdragelse, senvictoriansk facademoral og seksuel fortielse, konformisme og kommercialisme — "slipsedannelse og bænkevælling", som han sagde.

Det gjorde ham til en af landets mest udskældte mænd gennem 30 år. 1945-46 lagde han sig ud med alle fløje ved at kritisere retsopgøret og forholdene i de tyske flygtningelejre, mens hans kritik af forbrugerisme og pop vandt gehør i 1960'erne.

Kernen i hans idéer er individets frihed til at være uregerligt og finde sin egen sandhed ved kritisk tænkning ("Rend mig i den offentlige mening"). Han ville forene fornuft, fantasi og følelse, og han blev folkeopdrager og "rigsvækker" ved sit mod til at blande sig, gå imod strømmen, kræve kvalitet, oplyse og frigøre.

Som radikal humanist fortsatte han linjen fra Ludvig Holberg og Georg Brandes og blev, hvad Georg Brandes kaldte deres fælles forfader Voltaire: "Vejbryder, Fornyer, Luftrenser".

Maleren, lysmageren, sangskriveren, dragebyggeren, pædagogen, harmonikaspilleren og brøndkarsedyrkeren PH var først og sidst livskunstner.

Han talte om Mit livs eventyr (det er titlen på hans radioerindringer, udg. 1995), og vigtigst i hans 50 års indsats som multikunstner og multimediemenneske blev summen, mønsteret i det hele: grundholdningen at turde og at lege.

Denne misundelsesværdige — og af mange misundte — krydsning af skarpsindighed og letsind gjorde PH til århundredets betydeligste repræsentant for dansk kulturradikalisme eller med tidens eget udtryk: frisind, og han fik stor betydning for moderniseringen og demokratiseringen af dansk bevidsthed.

PH-lampernes skærmsysten er optaget i Kulturkanon.